| |
Terapeut og teolog
Jeg er 48 år og cand.theol. fra Københavns universitet.
Jeg er uddannet som psykoterapeut hos psykoterapeut, cand.theol. Bent Falk, hos
psykolog Hanne Hostrup og hos Gestalt Organisation Los Angeles.
Jeg praktiserer som psykoterapeut i Møllergade 24.2, Svendborg og i lægehuset i
Stenstrup på Sydfyn, og samarbejder med Bent Falk om at uddanne præster,
sygeplejersker og psykologer i gestaltterapi og sjælesorg.
Mellem 1993-2006 har jeg været sognepræst i Kværndrup på Fyn, hvor jeg særligt
har arbejdet med sjælesorg og med en fornyelse af gudstjenesten og det kirkelige
liv.
Pilgrim og præst
Jeg har siden min første pilgrimsvandring til Santiago de Compostela i 1999
holdt foredrag landet rundt om livet set i perspektiv af pilgrimsvandringen og
om kirken – set som pilgrimskirke - i opbrud og bevægelse. Jeg har været med til
at formulere en pilgrimsteologi i protestantisk perspektiv, og jeg er med i det
nordiske fællesskab af pilgrimspræster.
I 2002 arrangerede jeg den første store offentlige pilgrimsvandring i Danmark,
og jeg står bag pilgrimsvandringen på Fyn, som årligt afholdes i pinsen.
Jeg er medstifter af Foreningen Fynsk Pilgrimsvandring.
Jeg har bl.a. skrevet ”Pilgrimsvandring for børn og unge”, udkommet på
Religionspædagogisk Forlag sammen med kollegaen Elisabeth Lidell. Jeg er er
bidragsyder til antologien ”Pilgrimsspor” med artiklen: ”Pilgrimsvandring: En
bevægelse mod nyt liv.” og jeg har forfattet artikler og indlæg til bl.a.
Kritisk Forum for Praktisk Teologi, Fyns Stiftsårbog og Stiftsavisen. Jeg er med
i panelet på Religion.dk og medvirker i DRs program om pilgrimsvandring til
Santiago de Compostela.
Når pilgrimsvandringen har optaget mig så meget, er det fordi den giver et
enkelt og tydeligt billede på livet, vi lever. Hvad er livet? Det er som en
vandring fra fødsel til død. Det vil sige: Livet er ikke uendeligt – hvordan vil
du leve det?
Undervejs – på vejen som i livet – er noget af det, der har størst betydning for
et menneske, dét at have mennesker at følges med. Medvandrer. Mødet med
medmennesket, fællesskabet med andre, er med til at give livet indhold og
retning. Mening og mål.
I mødet med den anden, bliver du til, som den, du er, og præcis hér begynder min
interesse for samtalen i terapien. Her er der et ”rum” hvori den enkelte kan
blive til som sig selv.
Anette Foged Schultz holder foredrag i hele landet.
Foredraget vil i ord og billeder fortælle om pilgrimsvandringen i fortid og
nutid. Hvad er den dybeste motivation i pilgrimsvandringen? Hvad får vi gennem
vandringen? Og: Hvad er det, der har givet pilgrimsvandringen en renæssance i
vores tid?
Emnet vil blive belyst med eksempler fra vandringer på Camino de Santiago i
Spanien, pilgrimsleden til Nidaros i Norge, vandringer omkring Vadstena i
Sverige, Croagh Patrick i Irland.
Henvisning til
www.anettefogedschultz.com
(90-120 min.; nødv. hjælpemidler: CD-afspiller. Gerne lærred til lysbilleder;
3500 kr. + kørsel)
Foredraget er tidligere holdt: Lønne Højskole den 13/2 07, Ollerup
Gymnastikhøjskole 25/6 07, Pårup sogn, Fyn 15/3 06.
Hvordan kan vi bidrage til en fornyelse af kirkens liv? Hvordan skal vi forholde
os til, at det kun er 2 % af medlemmerne i folkekirken, der kommer til den
traditionelle søndags højmesse med jævne mellemrum? Som præst og som
menighedsråd står vi med den gode vilje og mange gode tiltag. Men hjælper det?
Måske er det tid for kirken at gå nye veje? Vi kalder det en ”folkekirke”, men
hvor er folk? Hvis man ser sig om, så finder man svaret: De er dér, hvor de
bliver bevæget. Dér hvor de kan hente næring til det liv, de skal leve.
Hvordan skal vi – der ser situationen indefra – nå ud med evangeliet? Der vil
bevæge og give nyt liv!
Jeg lader mig inspirere af pilgrimstraditionen, når jeg søger svar på
spørgsmålene. Jeg tror, at vi skal tænke kirken som Grundtvig gjorde det: Den er
bygget af levende stene, og den består af os, der er døbt til at høre til i den.
For at være i live, må man være i bevægelse. Man dør, når man stivner i en
gammel form. Vi skal tænke kirken som et levende fællesskab af mange forskellige
mennesker. Vi er på vandring, fra fødsel til død. Og Gud går med.
Med foredraget vil jeg give inspiration til eftertanke og til handling.
Henvisning til
www.anettefogedschultz.com
(90-120 min.; nødv. hjælpemidler: CD-afspiller. lærred til fremvisning af
lysbilleder; 3500 kr. + kørsel)
Foredraget er nyt og ikke holdt tidligere.
Tilbud om medvirken ved dialoggudstjeneste i jeres sogn. Inspirationen til denne
gudstjenesteform, fandt jeg i Sverige, hvor man arbejder intenst med fornyelsen
af gudstjenesten.
Det specielle ved gudstjenesten er, at prædikenen foregår som en dialog over et
tema, som vi forud sammen vælger.
Jeg kommer med et oplæg til dialogen, hvorefter deltagerne bidrager med deres
tanker, spørgsmål, historier osv. Dialogen afsluttes med evangelielæsning.
”Vi gik hjem og sad og snakkede ved køkkenbordet til kl. 2 om natten ovre hos
naboen – det gør vi ikke efter en alm. gudstjeneste!”
Sådan meldte en kirkegænger tilbage efter deltagelse i en af vores første
dialoggudstjenester her i Kværndrup.
Temaerne for dialogen kan være alt mellem himmel og jord – eks: Forsoning,
længsel, frihed, håb, krop og ånd i kirken – eller hvad man nu er optaget af i
menigheden.
Mange deltager i dialogen, og mange sidder bare og lytter, og kommer senere og
melder tilbage: Jeg har tænkt på at man også kan sige sådan om temaet…
I dialogen skabes en levende gudstjeneste, hvor vi bevæger os sammen med
evangeliet som fortegn for den vej vi går.
Henvisning til
www.anettefogedschultz.com
(90-120 min.; nødv. hjælpemidler: vi skal være i kirken; 4000 kr.)
Dialoggudstjenesterne er afholdt gennem de sidste 3 år 4 gange årligt i
Kværndrup kirke.
Særlige temaer kan aftales for dagen.
Henvisning til
www.anettefogedschultz.com
(120-180 min.; nødv. hjælpemidler: ifølge aftale; 5000 kr.)
Foredraget er nyt!
Om at fortælle sin livshistorie - og om at få identitet - blive til - i
fortællingen.
Foredraget - som jeg vil holde som en workshop hvor deltagerne inddrages gennem
fortælling af deres egen livshistorie - uddrager essensen af de erfaringer jeg
har med mig fra den terapeutiske samtale OG fra pilgrimsvandringen.
Spørgsmålet er: Hvem er jeg og hvordan bliver jeg til som dén, jeg er?
Svaret er: Du er din historie!
- du er din længsel. Du er din kærlighed. Du er din skyld, som den kommer til
udtryk i din livshistorie.
Under en vandring får du - som du har det i livet - medvandrer. Det er min
erfaring, at det er mine medvandrer, der giver min vandring og mit liv indhold,
farve, mening og retning. Undervejs deler du din historie med andre, og det er i
mødet med den anden, gennem dét at dele og fortælle din historie, du bliver
tydelig for den anden og for dig selv.
I terapien - i de samtaler, jeg har - er det tydeligt, at du bliver til, som det
menneske du er, i mødet med den anden. Og det bliver tydeligt, at du ikke kan
definere et menneske og "putte det i en kasse". Du kan ikke bestemme hvem den
anden er. Gør du det, er det overgreb. Sådan bliver ethvert menneske igen og
igen til i frihed - i mødet med medmennesket.
Din historie kan fortælles ud fra forskellige vinkler. Den kan fortælles med
vægten lagt forskellige steder, og afhængigt af hvordan du fortæller - hvilket
perspektiv du fortæller ind i - bliver du dén, du er. Således kan du fortælle
dig selv ind i den kristne historie, hvor kærligheden kaster sit lys på dig og
giver dig en særlig farve OG du kan fortælle dig selv ind i andre store
historier, som vil kaste sit lys på dig på en anden måde og få dig til at
fremstå anderledes.
Workshoppen er en leg med livsfortælling. En livgivende leg med alvor i, for
undervejs bliver du tydelig for dig selv, og tydelighed skal der til for at du
kan indgå i en god og meningsfuld kontakt med andre mennesker på din vej.
Henvisning til
www.anettefogedschultz.com
(60-120 min.; nødv. hjælpemidler: CD-afspiller. lærred til fremvisning af
lysbilleder; 3500 kr. + kørsel)
Foredraget er nyt
|
|