|
Fhv. mangeårig konservator ved Nationalmuseet og Grønlands
Landsmuseum. Har restaureret historisk inventar i talrige kirker, slotte
og herregårde over hele landet. Bendt Pedersen fortæller levende og
medrivende, med varme og humor om sit arbejde med bl.a. Liselund gamle
Slot, Roskilde Domkirke, Slangerup Kirke, Frederiksborg Slotskirke,
Rosenborg Slot, Tønder Kristkirke og Brede Hovedbygning. Nyt er hans
foredrag om de Grønlandske Mumier fra 1400 –tallet, og som blev
undersøgt og konserveret på Nationalmuseet og udstillet på Grønlands
Landsmuseum.
Bendt Pedersen holder foredrag i hele landet.
Foredrag om Nationalmuseets Bevaringsafdeling og restaureringen af
bl.a. altertavler, epitafier, prædikestole og orgelfacader. Bendt
Pedersen arbejdede i 35 år som konservator på Nationalmuseet. Hans
første hovedopgave var en gennemgribende restaurering af inventaret på
Liselund Slot, det lille stråtækte lystslot ved Møns Klint - bl.a. af
berømte empirespejle.
I foredraget beskæftiger han sig bl.a. med restaureringen af Roskilde
Domkirkes gamle originale kannikestole, orgelfacaden og udbedring af
altertavlen efter branden i 1979.
I Tønder Kristkirke gjaldt det restaurering af stort set alt historisk
inventar, fra den mindste læsepult til epitafier og altertavle og
lektorie.
I Slangerup Kirke fortælles om restaureringen af sangerpulpituret.
I Frederiksborg Slotskirke restaurerede Bendt Pedersen kirkens sølvalter
og prædikestol, udført i sølv og ibenholt, og som kun måtte flyttes til
Nationalmuseet under politieskorte.
På Rosenborg Slot gjaldt restaureringen bl.a. det venetianske
glasværelse, og på Brede Hovedbygning kom samtlige møbler under kærlig
behandling.
Kopier: Kopiering af møbler fra de dansk-vestindiske øer (en gave fra
kongehuset til USA) samt kopiering af møbler til Brede Hovedbygning.
Foredraget ledsages af mange lysbilleder.
(90 min.; medbringer selv udstyr; kr. 3.000 + transport eller efter
aftale)
Tidligere fremført i sognegårde, kirker og ældreforeninger.
Beretningen om det bemærkelsesværdige og enestående fund, som de to
rypejægere Hans og Jokum Grønvold gjorde af otte mumificerede mennesker.
Fundet i Umanak-området er dateret til ca. år 1400, og i foredraget
kommer Bendt Pedersen ind på, hvorfor der gik så lang tid, før man tog
det alvorligt. Desuden kommer han bl.a. ind på forholdene på
gravpladsen, fundene af de seks kvinder og to børn, deres klædedragter,
hvad de levede af, sygdomme og levevilkår, deres tatoveringer og
tatoveringsteknik, datering og mumificering, deres lus og lopper,
hvordan de døde, om de døde samtidigt, gravskikke og dødetro - og ikke
mindst: Hvad siger fundene i 1972 folk i 2010.
Foredraget ledsages af mange lysbilleder.
(90 min.; medbringer selv udstyr; kr. 3.000 + transport eller efter
aftale) |