Einar Gade-Jørgensen

Kontaktadresse: Møllestræde 5, 3400 Hillerød. tlf 48264306
E-mail: mallemuk@tdcadsl.dk

  1. Var jeg vagabond - eller...?
  2. Hvordan betragter folk en mand, der kommer gående med en hund og trækvogn?
  3. 80 dage til fods i de Baltiske lande
  4. En tre måneders rejse fra Vancouver i Britisk Colombia over Rocky Mountains til Calgary i Alberta
  5. En 4 måneders vandretur i Chile sammen med mine to slædehunde

Med baggrund som medlem af slædepatruljen Sirius i Grønland tog jeg en slædehund med til Danmark. Det blev starten på rejser i Danmark og udlandet. Jeg bruger den gamle rejseteknik fra Grønland, men slæden er erstattet af en trækvogn og hundespandet afløst af 1, senere 2 hunde. Rammerne om foredragene er opholdet i naturen og møder med andre mennesker.

Jeg holder foredrag overalt i Danmark.

Oplevelser på landevejen under rejser med trækvogn og hund(e).
Om rejserne har jeg udarbejdet en række foredrag, som alle illustreres med lysbilleder. Jeg fortæller i foredragene om de oplevelser det giver, når et menneske med hunde og trækvogn møder andre mennesker på sin vej. Min rejsemåde gør, at jeg næsten altid bliver mødt med det uudtalte spørgsmål: "Hvem er du ? - ven eller fjende? ". Jeg taler også om naturen og de fornemmelser den puster til i mig når jeg sådan indimellem lever under den frie himmel. For yderligere information eller referencer er De velkomnen til at kontakte mig. Brochure kan tilsendes.

Om mine hunde, mit rejseliv og mig selv:
Jeg er født i 1934 og er uddannet radiotelegrafist og fotograf. I 1985 tog jeg en 7 uger gammel slædehund med hjem fra Grønland. En lille uldtot, som fik navnet Aputsiaq, der betyder "Lille Snefnug" på grønlandsk. Jeg var fra 1957-1959 medlem af forsvarets slædepatrulje Sirius, og i mig levede et ønske om atter at rejse i følgeskab af et par trækhunde og med proviant og lejrudstyr inden for belejlig rækkevidde. Det var derfor med spænding at jeg gav Aputsiaq seletøj på, da den var ét år gammel, og spændte den foran en trækvogn. Men Aputsiaq kunne straks se fidusen og trak med en iver som havde den aldrig foretaget sig andet og dette blev starten på et mægtig makkerskab og mange spadsereture. Senere fik vi følgeskab af Aputsiaq´s søn Susu.
Det er blevet til mange små og større ture igennem de sidste 15 år med mine to slædehunde og vi har gået mere end 11.000 km, hvor jeg har brugt og stadig benytter den gamle rejseteknik fra Grønland, blot er slæden erstattet af en trækvogn og hundespandet afløst af 1, senere 2 hunde. I den gamle verden har vi blandt andet gået fra Padborg til Baskerlandet i Spanien, spadseret fra Lüneburger Heide til Harzen i Tyskland og besøgt de tre baltiske lande Litauen, Letland og Estland. Siden har hundene og jeg også været et par ture i Amerika, først i Canada og siden i Chile.

Praktiske oplysninger:
Foredragene kræver lysbilledlærred, solidt bord til min projektor samt mulighed for god mørklægning. Hvis mikrofon og højtaler er tilstede bruger jeg det gerne.
Foredragene varer 60 til 90 minutter. Jeg foretrækker en pause midt i foredraget, som ofte viser sig at være glimrende til spørgsmål og diskussion. 
Honorar: 2500.- kr plus rejse.

Foredrag er i 2003 bl.a. holdt disse steder:
Hedegårdskirken, Ballerup den 15.1, Seniorklubben Vejleå Kirke den 27.1, Stheens Kirke, Helsingør den 20.3 og Brøndbyvester Kirke den 27.3.

1. Var jeg vagabond - eller...?

2. Hvordan betragter folk en mand, der kommer gående med en hund og trækvogn?

3. 80 dage til fods i de Baltiske lande

4. En tre måneders rejse fra Vancouver i Britisk Colombia over Rocky Mountains til Calgary i Alberta

5. En 4 måneders vandretur i Chile sammen med mine to slædehunde