
Kontakt: Morten Sejersen,
Vesterskovvej 21, 8370 Hadsten
Telefon. 8698 2827/5198 5089
E-mail: mortensejersen@email.dk
Torben
Knuth-Winterfeldt, sang: Uddannet
folkeskolelærer med liniefag i musik. Efteruddannet som cand. pæd. psych. Og
tegneterapeut. Har altid spillet, sunget og skrevet musik, bl.a. med
udgivelser på Gyldendal. Er beskæftiget som psykolog ved
Rehabiliteringscenter for Flygtninge i Århus.
Per Tjørnild, violin: Har eksamen fra
Vestjysk Musikkonservatorium i 1986. Er beskæftiget som musikskolelærer ved
Favrskov Musikskole, som freelance-musiker, og som udøvende kunstner
med udtryk i maleri og skulptur.
Morten Sejersen, guitar: Har eksamen fra Det Jyske Musikkonservatorium
i 1988. Er beskæftiget som musikskolelærer ved Favrskov Musikskole og Randers
Musikskole/MGK, som kirkesanger i Voldum og Rud kirker, og som
freelance-musiker.
En aften med P. Sørensen-Fugholm
I dag vækker navnet P.
Sørensen-Fugholm mest genklang hos den ældre
generation. År tilbage var det meget almindeligt at oplæse
digte af Fugholm, både i private og offentlige
forsamlinger. Nu har også yngre generationer en chance for at genopdage denne
digter, som aldrig har eksisteret i virkeligheden, men er en opdigtet person,
skabt af journalisten og humoristen Per Barfoed (1890-1939).
Torben Knuth-Winterfeldt har sat en række
af Per Barfoeds Fugholm-digte i musik, og han har
ramt en viseagtig tone, der matcher digtene og deres tilblivelsesperiode
perfekt. Musikken er arrangeret for violin og guitar af Per
Tjørnild og Morten Sejersen.
Fugholm-Ensemblet optræder med en kabaret,
bestående af 12 sange, bundet sammen af kommentarer, der sætter teksterne ind
i den rette sammenhæng. Desuden vil de to musikere præsentere den nyskrevne
musik i to instrumentale ”Fugholm-Suiter”.
Hør eksempler fra vores kabaret på
www.myspace.com/fugholmensemblet
(2 x 40 min. eller 1 x 80 min. Pris i Jylland 6.000 kr. + transport. Pris
udenfor Jylland efter aftale).
Referencer:
Sognepræst Peter
Ulvsgaard, Hadsten:
”Ved årets (2005) sommerfest i Hadsten sognegård underholdt
Fugholm-ensemblet med deres musikalske fremførelse
af de digte, journalisten og humoristen Per Barfoed udgav under pseudonymet P.
Sørensen-Fugholm. Digtene var kendt af de ældste
tilhørere, mens vi yngre for første gang mødte det morsomme og spændende
univers fra især København i mellemkrigsårene. Digtene blev nærværende
fremført af de tre kunstnere, og alle 80 deltagere ved sommerfesten var enige
om, at her er tale om underholdning på et professionelt niveau.
Fugholmensemblet kan på det varmeste anbefales.”
Erik Hvidt, leder af Dansk Revymuseum, Frederiksberg:
”Et muntert møde med den finurlige P.
Sørensen-Fugholms univers, som genopstår i en ny musikalsk indpakning
af indforståede og humoristiske klange, veloplag fremført med loyal og vittig
indlevelse.”
Lars Blicher-Hansen (Per Barfoeds barnebarn), Klampenborg:
”Fugholm-ensemblets fortolkninger af min
morfars digte rammer efter min opfattelse lige i plet: De viser respekt for
den pudseløjerlige figur, tilsætter menneskelighed, varme og dejlige melodier.
Sangene understreger, uden at overdrive, den vidunderlige humor, der er Per
Barfoeds varemærke i såvel sprogbehandlingen som portrætteringen af P.
Sørensen-Fugholm. Tak! ”
Skuespiller Rita Angela, Hellerup:
"Det har været meget morsomt at genopleve digtene, som jeg altid har
været begejstret for. Men at høre dem med musik, har været en skøn oplevelse.
Jeg bliver så varm indeni, når jeg hører teksterne sammen med den morsomme og
yndefulde musik. To så vidt forskellige stilarter og alligevel passer de
sammen med samme lune og varme. Man får næsten lyst til at danse. Tusind tak."
Musikbibliotekar Inge Ditlevsen, Horsens
Bibliotek:
”En grå søndag eftermiddag i
november havde vi inviteret Fugholm-Ensemblet til Horsens bibliotek i et
forsøg på at sprede efterårsmørket. Per Barfoeds/P.Sørensen-Fugholms digte er
højt i kurs i Horsens, hvor den finurlige digter har taget sit tilnavn efter
en smal gade i det ældste af byen. Salen var da også fuld af (ældre) borgere,
der råhyggede sig til Torben Knuth-Winterfeldts lunerige foredrag af de
rablende digte, sat i musik af ham selv, manden med den elegante, sorte hat.
Han blev på smukkeste vis støttet musikalsk af Per Tjørnild, violin og Morten
Sejersen på guitar. I deres kompetente selskab følte vi os virkelig dejligt
underholdt!”