|
|
||||
|
Foredragsholder, socialrådgiver, rejseleder. Lis Frederiksen kommer i hele landet med sine foredrag. 1. Mindeprogram om Helle Virkner
Helle Virkner har sammen med Jens Otte Krag og deres to børn mødt alverdens
konger og statsmænd, danset i Det hvide Hus, og i sit arbejde på film, fjernsyn
og teater rummede hun det hele fra Lillemor, fr. Friis i Matador til fru
flyttemand Olsen. Vi mindes hendes farverige liv, hvori hun overkom så meget.
2. Karl Stegger
Hans rigtige navn er Carl Johan Stegger Sørensen. Han var uønsket, fik en grum
barndom og følte sig ikke berettiget til at blive skuespiller, fordi han var
autodidakt og talte århusiansk. Han havde imidlertid talentet, knoklede sig frem
mod målet om at blive skuespiller og nåede det. Han var med i op mod 200 danske
film - for eksempel i "Far til 4", - og han mestrede hele skalaen af
menneskelige karakterer. En skuespiller af format, der bare ville være helt
almindelig. 3. Salzburg
Salzburg er Mozarts fødeby med en perlerække af smukke bygninger, for de
regerende ærkebisper var ærgerrige og ønskede en by fuld af pragt. Indtægterne
kom fra ”det hvide guld”, nemlig saltet, fra marmor og fra toldafgifter. Byens
smukke beliggenhed, charmerende atmosfære og helt unikke musikliv tiltrækker
talløse besøgende fra hele verden. Foredraget suppleres med dias. 4. Verden set fra Saltholm
Vi passerer alle før start og landing i Kastrup den flade ø Saltholm, der rummer
en herlig historie. I 1920 boede der ca. 100 mennesker på øen, og en af
beboerne, en efterkommer af de hollændere, som kom til Danmark under Christian
2., fortæller gerne til besøgende med varme og humor om barndommen på øen. Når
der var oversvømmet på øen, lavede faderen bare stylter til børnene, så de kunne
komme i skole, og drengene kunne allerede skyde fugle og sejle, før skolegangen
startede! 5. Dirch Passer
Danmarks morsomste mand havde to sider. En højtråbende på scenen og en sky
privat. Moderen så straks: ”Dæn´dræng, han blir´skuespiller”. Her fortælles om
humør-bomben og mennesket Dirch Passer, hos Stig Lommer på ABC Teatret, sammen
med Kjeld Petersen og som skuespiller i over 100 danske film. Der hører
monologer med Dirch til foredraget. |
|||