|
Jeg er historiker med ph.d. fra Københavns Universitet, hvor
jeg også har undervist. Siden 2007 har jeg været tilknyttet Det
Kongelige Bibliotek i København, og jeg har skrevet eller bidraget til
en lang række bøger og artikler om dansk kirke-, kultur- og
lærdomshistorie i perioden 1500-1800 (se www.mortenfink.dk. for
yderligere oplysninger).
Foredragene er for alle interesserede, de kræver ikke viden om emnerne
på forhånd, og de kan ledsages af powerpoint-præsentation med mange
flotte billeder!
Morten Fink-Jensen holder foredrag i hele landet.
På baggrund af konkrete historier fortælles om sognepræsternes mange
opgaver i det gamle danske samfund. Præsten var kongens og biskoppens
forlængede arm, og han havde til opgave at være både opdrager og
sjælesørger for befolkningen. I den egenskab stillede han ofte store
krav til sine sognefolk, men det kunne også gå præsten ilde, hvis han
kom på tværs af de forkerte folk! Foredraget indeholder både hvad der
nok for mange vil være overraskende oplysninger om kirkens rolle efter
reformationen, og underholdende historier om præster, sognefolk og
øvrighed.
(60-120 min.; honorar efter aftale)
Hekseforfølgelserne i Danmark hørte ikke til den ”mørke middelalder”,
men opstod i kølvandet på reformationen i 1500-tallet. De kulminerede på
Christian 4.s tid, for efterhånden at ebbe ud frem mod år 1700. I
foredraget fortælles om den europæiske baggrund for de danske
forfølgelser, om de forskellige opfattelser af magi og trolddom hos
befolkningen og kirken, og om nogle af de ca. tusind hekse, der endte
deres liv på bålet i Danmark. Til sidst i foredraget drages paralleller
til heksebegrebet i vore dage.
(60-120 min.; honorar efter aftale)
Tycho Brahes dramatiske liv er fortællingen om adelsmanden, der ville
være videnskabsmand og ikke herremand. På øen Hven i Øresund opbyggede
han et enestående forskningscenter, hvor både astrologiske studier og
astronomiske observationer, der gjorde ham verdensberømt, blev
foretaget. Til sidst ragede han uklar med alt og alle, ikke mindst
Christian 4., og Tycho drog i eksil i Prag, hvor han døde i 1601.
Foredraget fortæller både om Tychos personlige liv, hvordan han som
astronom skabte et helt nyt grundlag for fremtidig naturvidenskabelig
forskning og om datidens religiøse ideer, som øvede afgørende
indflydelse på hans liv og tænkning.
(60-120 min.; honorar efter aftale) |