|
|
||
|
Morten Hørning Jensen har en ph.d.-grad i teologi fra Århus Universitet og er nu ansat som forsker og underviser samme sted. Han er ekspert i forholdene i Galilæa på Jesu tid og deltager i den igangværende udgravning af den gamle bydel i Tiberias ved Genesaret sø, ligesom han redigerer det bibel-arkæologiske blad TEL (se www.bibelskarkaeologi.dk). Sideløbende med arbejdet ’bag skrivebordet’ har Morten en stor interesse i formidling af sin forskning gennem en levendegørelse af den verden, som Jesus levede i. Foredragene vil derfor være en visuel oplevelse, der i billeder tager os tilbage til den spændende verden, der dannede baggrund for evangeliernes beretninger. De to første foredrag er anlagt med en historisk vinkel, mens de sidste tre har en bibelhistorisk vinkel, hvor historien og arkæologien bringes i sammenspil med særligt NTs evangelier. I alle tilfælde holdes foredragene uden forventning om andre forkundskaber end nysgerrighed! Se videre på www.bibelforedrag.dk. Foredragene holdes i hele landet. 1. 3x hellig med vold og magt – Jerusalem i et historisk lys (historisk foredrag)
Jerusalem indtager en helt særlig plads på verdenskortet.
Igen og igen gentages det af politiske ledere, at nøglen til verdensfreden
ligger begravet i Mellemøsten – og sikkert et sted på tempelpladsen i Jerusalem!
I dette foredrag tager vi de historiske briller på for at undersøge, hvorfor
denne by er forbundet med så mange stærke følelser. Hvordan det kunne gå til, at
ét sted er blevet centrum for tre verdensreligioner? 2. Tempel og moske i Jerusalem – et af verdens onder eller vidundere? (historisk foredrag)
Tempelpladsen i Jerusalem rummer flere mysterier, end man
skulle tro. To jødiske templer, et romersk og en række muslimske moskeer har
gennem 3000 år været at finde på denne plads. Hvad er den nærmere historie bag
dette sted? Hvad ved vi om fx templet på Jesu tid og hvem byggede egentligt
klippemoskeen? Disse og mange andre spørgsmål vil blive besvaret gennem dette
foredrag om det sted, der den dag i dag er helligt for mennesker jorden rundt. 3. En verden i billeder – Ny Testamente, arkæologien og historien (bibelhistorisk foredrag)
Den moderne arkæologis indsats har åbnet en helt ny verden
for os. Nogle af de ting, vi hører og læser om i Bibelen, har igen set ”dagens
lys”. Sammen med gamle historiske skrifter kan arkæologien give os et godt
indblik i, hvordan fx Jerusalem så ud på Jesu tid, hvordan Herodes den Stores
bygninger var konstrueret, og hvordan livet var omkring Galilæa sø. I dette
foredrag vil vi via arkæologien og historiske skrifter se nærmere på, hvordan
livet var i Israel på bibelsk tid, og hvordan det kan være med til at kaste nyt
og overraskende lys på kendte passager i Bibelen. 4. Fra Galilæa til Judæa – på pilgrimsrejse i Jesu fodspor (bibelhistorisk foredrag)
Helt tilbage til Oldkirkens tid har mennesker rejst turen
til ’Det Hellige Land’ for at besøge de steder, vi læser om i evangelierne.
Nogle af disse steder er igennem århundrederne blevet holdt i hævd af kristne,
der har bygget kirke på kirke. Nogle blev glemt, men er nu via arkæologernes
spader dukket op til overfladen igen. I ord og billeder vil dette foredrag tage
os igennem en række af de vigtigste steder fra Galilæa til Judæa – fx som
forberedelse til en foranstående menighedsrejse til Israel! 5. ”Og det skete i de dage” – hvilke dage? (bibelhistorisk juleforedrag)
Juleevangeliet begynder som bekendt med ”og det skete i de
dage…”. Men hvordan var ’de dage’ i virkeligheden? Det stilles der skarpt på i
dette foredrag. Hvad ved vi fra historien og arkæologien om den verden, Jesus
blev født ind i? Hvem havde den politiske magt, hvordan var livet for den
almindelige mand, og hvad fyldte folks tanker? Vi vil se på den romerske
overmagt, på jødiske forventninger til en messiansk frelser og på evangeliernes
beretning om, hvem Jesus er, og hvad han ville. |
|